-
Erfaren politichef opfordrer FCK og Brøndby til at komme ind i kampen: Afvis bøllerne i døren
来源: BDK Borsnyt / 30 10月 2024 08:23:36 America/Chicago
Efter endnu en weekend med fodboldvold mellem fans fra Brøndby IF og F.C. København har politi og justitsminister fået nok. »Jeg er af den klare overbevisning, at klubberne langt hen ad vejen godt er klar over, hvem der laver ballade hver eneste gang. Det er jeg 100 procent sikker på, at de godt ved,« siger den erfarne ledende politiinspektør ved Københavns Politi, Peter Dahl: »Klubberne er dybt involveret i fangrupperne og fankulturen og støtter fanklubberne med alle mulige midler. De ved godt, hvem de her er.« Han mener, at klubberne gør alt for lidt for at komme fodboldvolden til livs, og at de simpelthen skal nægte enhver, de kunne mistænke for ballade, adgang til stadion. »Jeg synes, at klubberne skal stramme op, i forhold til hvem de inviterer til deres fest. Min holdning er, at man kun skal invitere dem, som man tror vil festen, og man skal afvise dem, som man vurderer kan være med til at skabe situationer, som vi så på Brøndby Stadion søndag,« siger Peter Dahl. Justitsminister Peter Hummelgaard (S) ser »ingen grund til at betvivle« Peter Dahls udmelding om, at klubberne kender ballademagerne. Han mener, at klubberne må gribe hårdere ind over for deres egne fans. Eksempelvis ved at afvise fans ved døren, sådan som Peter Dahl opfordrer til. »Det er ikke en dårlig idé,« siger Peter Hummelgaard. Selvom klubberne investerer massivt i sikkerhed, mener de ifølge Berlingskes oplysninger ikke, at de har ressourcerne til at garantere sikkerheden for personalet, hvis de skal afvise store mængder af muligt voldsparate fodboldfans. »Det kræver, at vi fra myndighedernes side bakker klubberne op i at kunne gøre det. Vi kan se, at de voldsparate hooligantosser bliver budt tilbage i den store flok af dem, der ikke er med i voldsaktiviteten. Der er noget i kulturen i bestemte fangrupperinger på stadion, der er pilråddent,« siger Peter Hummelgaard. Han har noteret, at Divisionsforeningen prompte har udelukket udebanetilskuere fra de kommende opgør mellem klubberne, og at klubberne har taget klar afstand fra weekendens hærgen, hvor familier måtte flygte fra tribuner på Brøndby Stadion, mens fans skød nødblus og kastede romerlys mod hinanden og alle andre inden for rækkevidde. Dårlig stemning Aggressionerne udspringer ofte fra de såkaldte stemningstribuner, som klubberne støtter aktivt op omkring, fordi det skaber en atmosfære på internationalt niveau. »Klubberne er nødt til at gå længere for at få ryddet op i det. Vi må sande, at der er et kulturproblem i lommer af fanmiljøet hos Brøndby, FCK og andre klubber, som klubberne har et kæmpe ansvar for at få gjort op med og at lade være med at facilitere deres aktiviteter, også aktiviteter, der måske ikke i udgangspunktet har noget med vold og ødelæggelse at gøre,« siger Peter Hummelgaard. Han mener, at stemningstribunerne er med til at løfte niveauet for dansk fodbold. »Men god og intens stemning behøver jo ikke at være lig med vold, kaos og ødelæggelse. Vi ser bannere, der udskammer politi og navngivne politifolk, og bannere, der udskammer dem, der anmelder voldsepisoder til politiet, og bannere, der opfordrer til at sparke og slå på FCK. Det er jo ikke noget, som folk bare laver hjemme i deres garage,« siger Peter Hummelgaard. Peter Dahl konstaterer også, at det ofte er fra stemningstribunerne, at balladen begynder: »Det er i hvert fald meget sjældent på familietribunen, at folk begynder at skyde nødblus i hovedet på hinanden.« Rocker-bande-problem Flere retssager viser, at især Brøndby har store problemer med deciderede rockere og bandemedlemmer på stemningstribunerne og i fodboldmiljøet. Brøndbys administrerende direktør, Ole Palmå, taler om et stigende bandeproblem på tribunerne, og bestyrelsesformand Jan Bech Andersen taler nu åbenlyst om kriminelle på Brøndby Stadion. »Vi har ét klart mål: De kriminelle skal ud af Brøndby Stadion og ud af fodboldens verden. Punktum. Det er vores ansvar at gøre alt, hvad vi kan for at sikre, at det sker,« skriver Jan Bech Andersen på klubbens hjemmeside efter weekendens episoder. Peter Hummelgaard er i sine yngre dage kommet på Brøndbys stemningstribune, Sydsiden, og har set volden og aggressiviteten. »Det hænger mig langt ud af halsen. Det er bestemt ikke majoriteten af fans. Men der eksisterer en voldskultur i bestemte lommer, som desværre bliver fremavlet. Det er derfor, vi kan se folk fra bander komme og udpege dem, der er svage nok i sjælen, men hårde nok i voldsparatheden, til at kunne blive rekrutteret til bandemiljøet.« Det bekræfter Peter Dahl. »Bander og rockere er i mange år kommet til fodboldkampe, og tidligere rockere skriver også i deres bøger om, at det er et supergodt sted at rekruttere,« siger han. De voldelige fodboldfans dækker over hinanden, og ligesom i bande- og rockermiljøet hersker tavshedens lov. Peter Dahl kan frygte, at volden mellem fodboldgrupperinger kan udvikle sig lige så grotesk som bandevolden. »I weekenden var der en, der blev stukket med kniv. Man kan frygte, det går den forkerte vej, hvis de benytter samme modus som bandemedlemmer, for så kommer vi ind i en ond spiral, hvor der hele tiden er noget, der skal byttes. Så er vi ikke langt fra bander og rockere,« siger Peter Dahl. Militante fans Ved den forrige kamp mellem de to hold, der foregik i Parken, mødte et stort antal meget militante Brøndby-fans fra fanfraktionen Alpha, der styrer Brøndbys stemningstribune, op til kampen iført T-shirts med budskabet »Spark og slå på FCK«. Det er »stemningsskabende« fans som disse, Peter Dahl mener, man skal afvise i døren. »Klubbernes argument er jo ofte, at det er svært for vagterne ved indgangene at vide, hvem ballademagerne er. Men sidste gang var de jo så elskværdige at møde op i T-shirts, hvor der stod, at de ville ind og slå på FCK,« siger Peter Dahl. Peter Hummelgaard mener også, at almindelige fans bør sige fra over for konfliktoptrappende fraktioner. »Jeg synes, man som almindelig fan skal stille sig selv spørgsmålet, om man har lyst til at stå på samme tribune som grupper, der kommer marcherende i sorte T-shirts, hvor der står »Spark og slå på FCK,« siger han. Taktisk overblik Juridisk er der intet i vejen for, at klubberne nægter folk adgang til stadion. Men hvis de skal afvise folk, alene fordi de virker konfliktoptrappende, vil det være en mere konfrontatorisk linje end den hidtidige. FCK har dog tidligere udtalt til Berlingske, at det er en strategi, der bliver drøftet med politiet i øjeblikket. Men det vil kræve mere politi ved indgangene. »Når der for eksempel kommer en større gruppe på 200-300 fans iført T-shirts, der forbryder sig mod ordensreglementet, er det helt afgørende med et tæt samarbejde mellem kontrollører og politi, hvis der skal gribes ind. Derfor er vi enige om et intensiveret samarbejde omkring indgangspartierne,« har F.C. København tidligere oplyst. Peter Dahl understreger, at der allerede er en massiv polititilstedeværelse ved højrisikokampe. »Vi sidder i det samme kommandorum som Parkens kontrollører og sikkerhedschefer, og det gør man i øvrigt også ude på Brøndby Stadion. Hvis klubberne beslutter at nægte tilskuere adgang, så er det vores opgave at støtte op om det og lægge taktik i forhold til, hvordan det skal håndteres,« siger Peter Dahl: »Vi har nogle dygtige taktiske ledere, og vi bruger rigtig mange ressourcer på de her fodboldkampe. Jeg så, at nogle var ude at sige, at politiet havde helt op mod 170 mand på kampene. Det kan jeg bare sige er langt under, hvad vi bruger.« Ikke sted for børn I lighed med andre familiefædre glæder Peter Hummelgaard sig til at dele fodboldglæden med sine børn. Men ikke som det er lige nu. »Der er intet bedre end en fodboldkamp, hvor stemningen er intens. Men jeg får simpelthen kvalme over den voldsparathed og den hyppighed, det kommer med. Jeg vil gerne introducere glæden ved at komme på stadion for mine egne børn, men det har jeg desværre indtil videre ventet med, for jeg vil være sikker på, at det er en tryg oplevelse.« I de seneste år er der gennemført stramninger, der giver politi og klubber bedre muligheder for at bekæmpe fodboldvolden. Peter Hummelgaard vil også have installeret ansigtsgenkendelse på samtlige Superliga-stadioner, og han er ved at undersøge, om det er muligt at offentliggøre navne i hooliganregistret, så de kan udskammes for omgivelserne. FCK har ikke ønsket at kommentere meldingen fra Peter Dahl, og Brøndby har ikke reageret på Berlingskes henvendelser. https://www.berlingske.dk/metropol/erfaren-politichef-opfordrer-fck-og-broendby-til-at-komme-ind-i-kampen